Trivselsundersøgelse: spørgeskemaet, faldgruberne og det man overser

1. Enige-bias

Skalaspørgsmål med positivt formulerede udsagn trækker svar opad. "Jeg oplever, at min leder lytter" får flere tilslutninger, end virkeligheden bærer, fordi det er lettere at være enig end at være uenig. Effekten er velkendt og systematisk, og den rammer især spørgsmål om ledelse.

2. Enhederne er for små

Anonymitet kræver en tærskel. Under fem svar kan et resultat i praksis pege på en person. Mange organisationer opdager først til sidst, at halvdelen af enhederne ikke kan rapporteres, og laver derfor grupperinger, der ikke svarer til, hvor beslutningerne træffes.

3. Gennemsnitsfælden

Et gennemsnit på 3,8 kan dække over en enhed, hvor alle svarer 4, og en hvor halvdelen svarer 2 og halvdelen 5. Det er to helt forskellige problemer. Spredningen er ofte det interessante tal, og den mangler i de fleste rapporter.

4. Uklare begreber

"Anerkendelse", "mening" og "godt samarbejde" betyder noget forskelligt i en produktionsafdeling og i en juridisk stab. Når begrebet ikke er oversat til konkret adfærd, måler man tolkningen af ordet, ikke adfærden.

5. Rapporten peger ikke på en beslutning

En rapport, der lister ti dimensioner med farvekoder, giver ti mulige indsatser og dermed ingen. Brugbare rapporter ender i et valg: hvad prioriterer vi, og hvad prioriterer vi så ned?

6. Det spørgsmål skemaet aldrig stiller

Ingen af de seks-syv standarddimensioner spørger: hvilken af vores værdier vinder, når to af dem ikke kan efterleves samtidig? Det spørgsmål kræver et andet format — et tvunget valg i en konkret situation — og det er der, en værdimåling begynder.

Se hvordan et tvunget valg ser ud →